Tilbage

Hvad er Okinawa Matayoshi Kobudo?

Okinawa Matayoshi Kobudo stammer fra den japanske ø Okinawa, og er mange hundrede år gammel. Øboerne blev ofte overfaldet af pirater og udviklede kampkunsten som forsvar imod de mange overfald. Efter Japans overtagelse af øen blev det forbudt for øboerne at bære våben. Derfor blev de nødt til at udvikle våben ud fra deres daglige redskaber til fiskeri og landbrug. Dette blev fødslen af en ny kampkunst ”Kobudo”. Kobudo betyder oversat ”kamp med stokken” eller ”krigerens gamle vej”.

Hvilke våben anvendes?

  • Bo-stav: Det mest anvendte våben i Okinawa Matayoshi Kobudo er bo-staven – en ca. 180 cm lang træstav. Staven blev oprindelig brugt til at bære spande eller sække over skuldrene.
  • Sai: Sai, som er to metal ”gafler”, anvendes også i Okinawa Matayoshi Kobudo. Man ved ikke hvor sai oprindelig stammer fra, men man mener det er redskaber som engang blev brugt i forbindelse med plantning af ris.
  • Tunfa: Tunfa er et trævåben som også bruges i par af to. Tunfa blev udviklet fra møllehjulshåndtag og håndtaget på en brøndpumpe.
  • Nunchaku: Det mest kendte våben i Okinawa Matayoshi Kobudo er nunchaku, som mange kender fra Hollywoodfilm. Nunchaku er lavet ud fra et hestetøjr og en plejl til at tærske korn med.
  • Andre våben: Herudover anvendes kama (segl), tekko (form for knojern), Eku (bådåre) og forskellige andre varianter af allerede nævnte våben.

Hvem grundlage Okinawa Matayoshi Kobudo?

I begyndelsen af det 20. århundrede var der efterhånden kun få der kendte til brugen af alle våben i kobudo. Sensei Shinko Matayoshi påtog sig opgaven at samle og bevare teknikkerne i kobudoen. Shinko Matayoshis mange års studier i Kina gav kobudoen det kinesiske præg vi ser idag. Hans skole blev videreført af sønnen sensei Shinpo Matayoshi, der allerede startede med at træne kobudo som 4-årig. Sensei Shinpo Matayoshi byggede sin egen dojo og samlede verdens mestre i kobudo i Zen Okinawa Kobudo Renmei (all Okinawa Kobudo League). Før sin død i 1997 udnævnte han sensei Yoshiaki Gakiya som sin efterfølger. Sensei Gakiya har rejst over hele verden og det er en storslået oplevelse bare at møde ham.

Fyens Selvforsvars Klub og Okinawa Matayoshi Kobudo

Okinawa Matayoshi Kobudo er udbredt over hele verden, og Fyens Selvforsvars Klub kontakt til kobudoen går igennem sensei Jhonny Bernaschewice i Belgien.

Vi har herigennem fået den enestående mulighed at møde sensei Yoshiaki Gakiya sammen med hans assistent sensei Yogi.

Hvad får udøveren ud af kobudo?

Grundteknikkerne i Okinawa Matayoshi Kobudo giver udøveren en utrolig balance i kroppen. Dette anvendes med fordel i den daglige træning også – både bevidst og ubevidst. Overordnet er måden at flytte fødder og hænder på den samme. Men også kroppens samlede måde at bevæge sig på bliver mere harmonisk. Man bevæger sig hurtigere og mere stilfuldt.

Alle udøvere af Okinawa Matayoshi Kobudo skal have våbentilladelse og brugertilladelse og træning sker i øvrigt efter aftale med vores cheftræner.

Scroll to Top